Status på hvid stork i Sønderjylland pr. 26. april 2026
Det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal nå at få flere par ynglende hvid stork i år. Den 10. maj er den dato, hvor man plejer at sige, parrene skal være på plads, hvis de skal kunne nå at yngle.

Rens, 16. februar. Foto: Lone Gabelgaard
Her er en status på, hvordan det ser ud i Sønderjylland.
Abild: Den 20. marts var parret på reden. Vi ved, at mindst den ene af fuglene er ny, fordi hannen fra 2025 sluttede sidste års sæson af med et brækket ben, og sikkert ikke har overlevet. Parret har ruget længe nu, og der vil snart være unger i reden.
Broderup: Her har der ikke ynglet storke siden 2022, men nu er der igen ynglende hvid stork ved den meget fine ådal. Parret ruger.
Bylderup Bov: Sidste år forsvandt den ene af de voksne fugle midt i ynglesæsonen, så det var spændende, om reden ville blive besat igen i år. Den gamle han er kommet tilbage til reden, men har sandsynligvis fundet en meget ung hun, som ikke virker særlig interesseret i at yngle. Parret er ustabilt på reden, og kun tiden vil vise, om de beslutter sig for at lægge æg
Havsted: Den GPS-mærkede han fra sidste år, druknede i efteråret 2025 i et kunstigt vandbassin i Spanien. Derfor var det spændende, om denne rede ville blive besat i 2026. Det blev den, og dags dato holder et par til på reden, og vil sikkert snart lægge æg.
Jejsing: En rede med masser af drama. Der har været et ynglepar på reden siden 2021 og der er altid mange slåskampe om reden. Men som de foregående år, så har det gamle par igen vundet hævd over reden og ruger nu.
Kliplev: Efter flere års tilløb, lykkedes det sidste år et ynglepar at få en unge på vingerne her. Igen i år er der et ynglepar på reden.
Rens: Allerede den 16. februar var hannen på reden, og den 28. februar kom hunnen – et meget tidligt par. Der kan ikke gå mange dage, før der er unger her.
Saksborg: Sidste år fik parret ingen ynglesucces, men nu prøver de igen. Der ruges på reden.
Smedager: Reden kan følges på TV Syd, og der har været ynglesucces siden 2011 – altså 15 år. Der ruges og alt ser fint ud – gå selv ind på TV Syd og få det bekræftet.
Øster Højst: Et helt nyt par. Parret var først nogle dage på en rede ved Bredebro, men valgte at slå sig ned på reden i Øster Højst, hvor de nu ruger.

Smedager. Foto: Lone og HC Gabelgaard
Hvis parret i Bylderup Bov bliver stabile på reden hen over foråret, har vi altså 10 par ynglende hvide storke i Sønderjylland i år. Sidste år var der otte par, og alle sidste års reder er besat igen. Hertil kommer Broderup og Øster Højst.
Uden for Sønderjylland er der fire par. Et par i Damhus ved Ribe, to par omkring Uldum Kær (Åle og Uldum). Desuden er der parret i Gundsølille på Sjælland, som er et par med rødder i det skånske udsætningsprojekt, og som ikke trækker sydpå om vinteren.



