Repræsentantskabsmøde i DOF med corona restriktioner.
Lørdag d 21. november kl 10-15 var der repræsentantskabsmøde i DOF, og fra Sønderjylland deltog vi, Gert Fahlberg, Bjarne Nielsen og jeg selv, som er de tre repræsentanter for lokalafdelingen.
Grundet Corona var det besluttet at holde mødet på 3 hoteller forskellige steder i landet, så vi ikke var for mange samlet på samme sted. Vi var 14 i Kolding, og de andre mødtes i hhv. Rebild og Roskilde. Alle tre steder var der kamera og storskærm, så vi kunne holde et online-møde og snakke med hinanden byerne imellem.
Formanden, Egon Østergaard, gav en god halvårsberetning, og Lars Engmark gav en status på budgettet for 2021, og vi sluttede punktet af med fastsættelse af kontingent. Tidligere på året blev vi i de lokale bestyrelser inviteret til at komme med input til DOFs strategi 2021-2024, og alle input var blevet samlet, så vi på mødet i lørdags kunne debattere, hvilke emner der er de vigtigste. Derefter var der beretninger og mulighed for at stille spørgsmål til de 14 forskellige udvalg og faglige grupper. Det var nogle af de vigtigste punkter på dagsordenen.
Personligt synes jeg, det var et godt møde rent fagligt. Selvfølgelig savnede vi meget det sociale, som vi kender fra tidligere møder. Til frokost fik vi serveret en frokosttallerken og en sodavand, men vi kunne kun blive siddende på vores pladser, og der var da et par stykker, jeg godt ville have snakket lidt med, men det var der ikke lige tid til eller mulighed for.
Selv om mødet var lidt ”stift” og meget lidt socialt, blev der alligevel grint, da der opstod flere sjove situationer ifm afholdelsen af et online-møde. Mon vi i 2021 får mulighed for igen at afholde møder på ét sted, hvor alle 67 repræsentanter kan være med? Det håber vi. Indtil videre er vi på forårets rep-møde inviteret til Nordsjælland.
Ole Tønder, 24. november 2020, Sønderborg