Månedens fugl - vagtel

 vagtel rund

Månedens fugl juli 2022 - vagtel

Da jeg en varm formiddag gik en tur langs markerne, hørte jeg pludselig denne spøjse kalden inde fra kornene - “wett witt-witt”. Det blev ved nogle gange og var så tæt på, at jeg havde en følelse af, at hvad end der lavede denne lyd måtte befinde sig meget tæt på mig. Kornet var tæt, og jeg måtte give op - jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg havde hørt og se det, kunne jeg ikke. Da jeg delte min oplevelse med en anden fuglekigger kom svaret med det samme: Vagtel. 

I de år jeg har interesseret mig for fugle, har jeg faktisk aldrig skænket vagtlen en tanke. Jeg har stødt på den i forbindelse med hønsehold, men ude i den fri natur har denne spøjse lille fugl aldrig været i mine tanker. Måske fordi den er så lille og holder sig så godt skjult. Det er ikke en fugl, man sådan lige får øje på - den er nærmest usynlighedens mester. 

Faktisk er vagtlen vores mindste hønsefugl - den er på størrelse med en stær. Den er især at finde på kornmarker og græsmarker, hvor den er godt skjult, og hvor den lever af frø fra planter, insekter og larver.

Vagtlen er den eneste hønsefugl, der foretager et egentligt træk, og deres træk foregår i flokke om natten. Størstedelen af de europæiske fugle krydser Middelhavet for at overvintre i Nordafrika eller Middelhavsområdet. Det fascinerende ved denne lille fugl er, at den har en utrolig høj frugtbarhed, så når vagtlen kommer til os her i Danmark omkring april-maj, så kan den allerede have nået at få to kuld, inden den går i gang med et kuld her, hvorefter den drager videre omkring september-oktober. Faktisk er vagtler allerede yngledygtige fra få måneder efter, at de kommer ud af ægget. Deres reder er placeret på jorden, men på grund af dens størrelse og skyhed er det ofte tilfældigt, når der bliver gjort ynglefund, så derfor er det ikke rigtig muligt at give et præcist tal på, hvor mange ynglepar der er hvert år. 

Vagtlen høres ofte syngende i maj-juli fra sit skjul i kornmarkerne - og gerne i skumringen eller de lyse morgentimer. Så når du her i juli måned går en tur langs med de bølgende kornmarker, så stop og lyt - måske du kan høre vagtlens “wett witt-witt”.

DOF Sønderjylland
30. juni 2022/mhs