Dynamik i de sønderjyske storkepar

Dynamik i de sønderjyske storkepar

Det er så yndigt at følges ad, lyder det så poetisk, når vi mennesker smedes sammen – nogle gange for livet, men sådan er det naturligvis ikke altid.

Hos storke forholder det sig helt anderledes. Det er stadig yndigt at følges ad, men kun for en sæson ad gangen. Herefter, ja, så kan det gå mange veje. Det er nemlig en af de gode gamle sejlivede myter, at storke er trofaste mod hinanden igennem hele deres liv.

Et helt nyt par storke har som regel fundet hinanden i en rede ved et tilfælde, og i ynglefasen viger de elegante fugle da heller ikke fra hinanden. Men når sæsonen er slut, så går turen mod syd, og her er der ofte stor forskel i retningen, storkene tager. Nogle overvintrer i Sydvesteuropa, andre tager til det centrale Afrika, og det er heri kimen til næste års pardannelse skal findes.

Indledende ovelser til parring
Foto: storkene.dk

Det hele handler om timingen, hvis det samme par skal mødes igen.

Når det bliver forår, vil man ofte se, at de vesttrækkende storke er tilbage efter et træk på et par uger, og derfor er fremme på reden i starten af marts. Består et par af en øst-og en vesttrækker, kan det hurtigt gå galt. For der kan være helt op til 6 ugers forskel på ankomsten mellem de to fugle i parret, og på en lokalitet med mange storke i omløb, så er det næsten dømt til at gå galt.

Den tidligt ankomne stork vil sandsynligvis finde sammen med en ny mage, der også er ankommet tidligt. Og når så den gamle mage er retur medio eller ultimo april, så er både rede og mage nappet af en anden stork, som så skal på jagt efter en ny mage og en ny rede.

Det er helt anderledes i områder med en lav bestandtæthed. Det så vi tidligere i Smedager, hvor storkeparret i flere år var Annika og Tommy. I øvrigt begge to østtrækkere, med en rimelig god timing i deres ankomster. Da var det hele meget mere statisk, og der kunne man godt tale om en form for monogami.

Lone Gabelgaard Rens
Rens. Foto: Lone Gabelgaard

Her i 2023 er der d.d. fire ynglepar stabile på reder i Sønderjylland:

I Rens er parret fra sidste år kommet tilbage – ingen slinger i valsen her.

I Jejsing er der et nyt par på reden. Hunnen er fra 2020 og kommer fra en rede på Föhr i Tyskland. Hannen er Clyde, som sidste år var på TVSyd-reden i Smedager. Han stod en uges tid på reden i Smedager, men så slap tålmodigheden op, og han flyttede ind hos hunnen i Jejsing. Så altså en hel ny konstellation i Jejsing. Når/hvis parret fra sidste sæson vender tilbage, vil det give slåskamp. Hvem der vil vinde, ved vi af gode grunde ikke, men vi kan håbe på, at det slagne par slår sig ned i en tom rede i Sønderjylland.

I Smedager er hunnen fra sidste år – Connie – vendt tilbage. Efter et par single-dage på reden, fik hun lokket en ny han til sig, nu hvor sidste års han – Clyde - var stukket af til Jejsing. Den nye han er den han, som opholdt sig hele sommeren 2022 i Ribe. I år kom han aldrig så langt nordpå.

I Broderup er der et helt nyt par på reden. Hunnen er ikke ringmærket, så vi ved af gode grunde ikke noget om hende. Hannen derimod er ringmærket og stammer fra en rede i Eggebek – en by 20 km syd for Flensborg. Også her bliver det spændende, hvad der sker, når sidste års par kommer tilbage.

At der er slagsmål om rederne er altså helt naturligt blandt storke. Det er på den måde, at vi får nye par. Sidste års ynglepar i Jejsing, var et par, som blev fordrevet fra reden i Rens af et stærkere par.

Skrevet af Jesper Leegaard

DOF Sønderjylland
30. marts 2023/mliin