Digesvalekoloni lagt helt øde af et rovdyr
- Tekst og fotots af Jesper Tofft
I forbindelse med DOF-Sønderjyllands store digesvaleundersøgelse i 2024-25 fremkom der mange eksempler på udgravning af redehuller af rovdyr, både forfra og fra oven. Men ingen steder så vi, at hele kolonien var ødelagt eller forladt pga. rovdyr.
Men her i sommeren 2026 er Hammelev-kolonien helt forladt af svalerne efter at et rovdyr over 3- 4 nætter har udraderet det meste. Det ses tydeligt af vedlagte fotos. Der var anlagt ca. 65-70 nye reder af svalerne i foråret. Men ingen unger nåede at flyve ud.
Redehullerne er gravet ud forfra, ovenfra og på siderne. På billedet der viser forsiden, kan man ikke se, at hullerne er gravet ud fra siden og oppe fra. Nærbilledet viser tydelige kradsespor. De mange hvide fjer samt strå er redemateriale, som beviser, at rovdyret har gravet helt ind til redekammeret og spist såvel æg som unger.
Ca. 15 redehuller nederst på skrænten er dog ikke gravet ud, men alligevel forladt af fuglene, der nok har fået stress af tragedien hos naboerne.
Det vides ikke, hvilket dyr der har gjort det. Ræv er nok mest sandsynligt, men kan den virkelig klatre helt op ad den delvist lodrette skrænt? Måren er jo bedre til at klatre, men kan den grave så meget ud? Man burde have sat et vildtkamera op på en pind tæt ved, og som kun er tændt om natten.
Vi hører gerne fra læserne, hvis nogen har et godt bud på hvilket dyr, der kan være tale om.
Naturens orden, ja, men alligevel voldsomt at det hele er kollapset.



