Kære alle medlemmer af DOF-Sønderjylland
I ønskes hermed en glædelig Jul og et godt Nytår!
Julen står for døren og nytåret nærmer sig - året 2025 er ved at være slut.
Også fugleåret 2025. Så jeg håber, I har haft mange gode oplevelser i felten, og er klar til nye oplevelser i 2026. 2025 betød jo afslutningen på vores digesvaleprojekt, som vi i bestyrelsen glædede os meget over. Projektet forløb godt, fik god opbakning fra medlemmerne og gav interessante resultater.
Vi ved ikke, hvilke oplevelser der kommer i 2026 – men én ting er dog sikkert: 2026 er et jubilæumsår for lokalafdelingen – og det vil vi gerne markere. Lokalafdelingen blev stiftet i 1976 og vi kan derfor fejre 50-års jubilæum i 2026.
Bestyrelsen har planlagt at markere året med følgende:
Ved årsmødet i Sønderborg søndag den 1. februar vil lokalafdelingens første formand gennem mange år, Martin Iversen, komme og fortælle om lokalafdelingens opstart og virke i de første mange år.
Månedens fugl på hjemmesiden vil i jubilæumsåret stå i jubilæets tegn med arter og gæsteskribenter med lidt historisk vingesus.
Og lørdag den 15. august afholdes der et jubilæumsarrangement i Gråsten, hvor vi håber, at rigtig mange af vore medlemmer vil møde op. Der vil være en fugletur omkring Gråsten først på eftermiddagen, gæsteoptræden af Morten DD Hansen på ”Den gamle Kro” i Gråsten senere på eftermiddagen og festmiddag om aftenen. Så vær klar, når invitationen kommer, og sæt allerede kryds i kalenderen ved den 15. august 2026 nu!
I en periode op til jubilæumsfesten vil der også blive afhold en konkurrence i felten. Men mere om det senere.
Mvh
Gert Fahlberg



