Julehilsen fra formanden 2023

Julehilsen fra formanden 2023

Kære medlemmer af DOF-Sønderjylland

I ønskes hermed alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Så er året ved at gå på hæld, og formanden kan skue tilbage på året, der gik i DOF-Sønderjylland, og igen se tilbage på et godt fugleår med aktiviteter af mange forskellige slags.

I starten af året især generalforsamlingen på den skønt beliggende Klægager i Ballum. Her startede vi med en tur til Ballum Sluse, hvor der var megen god fuglesnak, og der blev også set mange fine fugle - både blå kærhøg, sølvhejre, hvinænder, gravænder, havørne, bjerglærker og meget mere.

202302054888ArsmodeBallumSluse
Foto: Bjarne Nielsen

Senere var der et spændende foredrag med John Frikke fra Nationalpark Vadehavet - blandt andet om planerne ved Margrethe Kog Nord og det nye naturprojekt ved Juvre på Rømø – et projekt, der nu er under realisering. Herefter fortalte Peter Brusendorff om status for Engfugleprojektet inden selve generalforsamlingen. Det var en særdeles hyggelig dag – og velbesøgt med 42 deltagere.

2023 blev også året, hvor vi afsluttede vores to-årige engfugleprojekt. Tendenserne for andet år var stort set de samme, som vi så i 2022. Der har været en betydelig nedgang i antallet af ynglende engfugle sammenlignet med lokalitetsregistreringen omkring 1980. For nogle arter en endog markant tilbagegang. Grunden til tilbagegang er dog svær at sætte navn på. Græsningstilstanden er for næsten alle de optalte enge udmærket – der er græssende dyr med et tilpas græsningstryk. Så tilbagegangen skyldes formentlig andre faktorer – måske især prædation af ræv og måske andre prædatorer, samt en del flere menneskelige forstyrrelser i friluftslivet end tidligere. Og så har klimatiske årsager formentlig også en indvirkning. Du kan læse mere om dette i en afslutningsrapport om projektet, som vi netop har fået trykt og udsender snarest muligt. Så husk at tjekke din fysiske postkasse!

I 2024 vil vi tage hul på et nyt projekt, idet vi vil starte en toårig optælling af vore digesvalekolonier. Men mere om det senere. Du vil blandt andet kunne høre mere på det kommende årsmøde søndag den 4. februar på Øsby Skole nær Haderslev – så husk at sætte kryds i kalenderen!

I 2024 vil vi også slå et slag for en mulig udvidelse af den store skalleslugers yngleområde her i Sønderjylland. Hidtil omfatter området næsten udelukkende Als, Sundeved og Broagerland, men en del store skalleslugere ses efterhånden også i Aabenraa Fjord og Genner Bugt i yngletiden – og vi vil derfor i samarbejde med Naturstyrelsen her opsætte et antal skalleslugerkasser i Naturstyrelsens skove, og håbe at den store skallesluger vil tage imod tilbuddet.

Og så vil vi i 2024 også have blikket skarpt rettet mod marsken – nok især Ballum marsken. Truslen om at få rejst særdeles høje testvindmøller rumler desværre stadig, Da jeg første gang hørte om dette, tænkte jeg, at det måtte være en fejltagelse, og at det nok hurtigt blev fejet af bordet igen. Sådan er det desværre ikke gået, men vi kan håbe, at der i løbet af 2024 bliver truffet en afgørelse, som betyder, at møllerne ikke bliver rejst i eller nær et af Europas vigtigste områder for rastende fugle, men at man finder en mere fornuftig placering.

Men endnu en gang ønsker jeg et godt, kommende 2024 med mange gode fugleoplevelser. Og husk at nyde naturen - også i disse grå dage med finregn og tusmørke. Der venter som regel altid en oplevelse - måske med de mange vadefugle vestpå, de mange gåseflokke i midtlandet og ænderne og lige nu især droslerne på østkysten – netop nu bugner hegnene på Als og Sundeved med sjaggere, der løfter sig i hundredtallige flokke fra hvidtjørnbærrene, når man kører forbi. Et flot syn!

De bedste julehilsner,

Gert Fahlberg, formand DOF-Sønderjylland.

 

DOF Sønderjylland
21. december 2023/mliin