Nyt fra Projekt hedehøg

Vi er nu medio august og ynglesæsonen for hedehøgene synger på sidste vers. Langt de fleste unger er fløjet fra reden, men bliver fodret af de voksne fugle i et par uger efter udflyvning. Disse par med flyvefærdige unger er langt de nemmeste at registrere, så det er bestemt stadig umagen værd, at køre en tur ud i det åbne land og lede efter hedehøge. Familien bliver i redeområdet ca. 3 uger efter udflyvning.

Minimum et par har stadig unger i reden og vurderet ud fra ungernes alder ved ringmærkningen, vil de først være flyvefærdige omkring den 20. august – hvilket er sent. Æglægningen i dette kuld må være startet omkring 15. juni. Årets tidligste par startede æglægning omkring den 10. maj, så yngletiden er spredt over en relativ lang periode.

Det ser ud til at omkring 50 unger bliver flyvefærdige i år, og det er meget tæt på sidste års resultat, hvor 48 unger blev flyvefærdige – to år i træk med et stort antal flyvefærdige unger, lover forhåbentligt godt for fremtiden. Antallet af ynglepar kommer også til at ligne sidste års antal, hvilket vil side omkring 25 ynglepar. Yngleparrene er placeret i følgende postnumre – fra syd mod nord – Højer, Bredebro, Skærbæk, Gram, Ribe, Rødding & Lintrup. Langt de fleste par er i år fundet i området vest for Skærbæk & nord for Ballum. I dette område var der bl.a. hele fire par på den samme landmands marker.

Der er altid højdepunkter og lavpunkter i projektet. Hver gang man finder et nyt par bliver man jo glad, men når noget går galt undervejs er det altid ærgerligt. Et par kiksede fordi et trafik-ramt rådyr valgt at dø en meter fra en reden, som medførte at hedehøgene ikke turde at gå ned på reden. I et andet par døde tre ud af fire unger, da de var næsten flyvefærdige. Disse unger er sendt til undersøgelse for forgiftning – måske er de fodret med mus eller lignende som har fået gift. Vi afventer resultat af undersøgelsen.

Her til sidst er der kun arbejdet med at rulle indhegningerne sammen igen, så vi får ryddet op og landmændene kan få gjort deres markarbejde færdig. I år er 13 reder blevet hegnet. Det er med glæde at man fjerne hegnet fra en rede, som har produceret et nyt kuld hedehøge, som kan påbegynde rejsen til vinterkvarteret i Afrika.

Medio juli status fra Projekt hedehøg 2019

Vi tre felt-arbejder har delt området op mellem os, så Sven Anker Schwebs dækker den sydlige del, Aage Matthiesen dækker nordvest og jeg – Jesper Leegaard – dækker nordøst

Så begynder det for alvor at spidse til for hedehøgene og der fodres unger i stor stil. Nogle er allerede flyvefærdige, mens andre endnu er små dununger. Omkring den 7. juli begyndte høsten af vinterbyg, hvilket er ca. en uge tidligere end normalt. Dog er det omkring en uge senere end det rekordtidlige år 2018. Det er en stor tilfredsstillelse, at have hegnet reder i vinterbyg og se de 50-70 m2 korn stå tilbage med ungerne i sikkerhed, når marken rundt omkring er blevet høstet. De seneste dages regn, kan udsætte høsten af den sidste vinterbyg. Bare nogle få dage kan være afgørende for om ungerne kan nå at flyve fra de reder, som måske ikke er blevet fundet.

Heldigvis yngler langt de fleste hedehøge i år i rug og hvede, som bliver høstet noget senere end vinterbyg. Tankevækkende at det varierer så meget fra år til år. Sidste år var der ikke én eneste hedehøg som ynglede i hvede!

En del unger er blevet ringmærket af Iben Hove Sørensen og Kurt Bredal Christensen. De første unger blev ringmærket den 29. juni, hvor ungerne var 21 dage gamle – rekordtidlig. Det er disse unger som er flyvefærdige nu. Ungerne bliver ud over metalringen, også mærket med en blå ring med hvide tal/bogstaver. Denne ring kan med lidt held aflæses med kikkert eller kamera, så ungernes færden kan følges.

Her i den sidste del af rede-tiden er der størst chance for at finde nye par. Hannen er meget aktiv med at bringe bytte, selv hunnen er ofte på jagt i redens nærhed. Når ungerne er begyndt at få fjer, sidder hunnen desuden ofte på en hegnspæl nær reden eller svæver i luften over reden.

Igen er det vigtig at bemærke om fuglene transportere bytte i fangerne. Det sikre tegn på yngle.

Indtil nu er der registrere 20-22 sikre par, hvilket er inden for normalen for Danmark. Det ser ud til at der kommer mange unger på vingerne – mere om det senere.

 

Sommerskovning i Gråsten forstyrrede
 
sommerskovning
 
Midt i maj 2019 iagttog Per Bangsgaard at en stor skovningsmaskine forstyrrede 15-20 m fra det lokale, HTmærkede sortspætteredetræ, så den voksne fugl ikke turde fodre unger.
 
Det eneste sted sortspætten yngler (på 5. år) i Sønderjylland øst for linjen Kruså-Åbenrå-Christiansfeld. De øvrige ynglepar er på denne linje (israndslinien) og i et bælte op gennem Vestsønderjylland 
NST’s egne retningslinjer for forstyrrelse står i ’Præciseret redetræspolitik’ fra 2017 for 31 arter
 
Mindstegrænsen for forstyrrelse (=skovning) af alle 31 arter er 20 m fra redetræet i kategori 5 og 4. Yderligere begrænsninger gælder for arter i kategori 3, 2 og 1. Sortspætte er kategori 2 og desuden EUansvarsart. Gråstenskovene er udpeget som Natura 2000-fuglebeskyttelsesområde, sortspætte er dog ikke på udpegningsgrundlaget endnu i skoven.
 
Sortspættens yngletid er angivet til 1.marts – 31.juli (!)
 
Man kan ikke forvente at NST undlader at arbejde fem måneder, eller af sig selv finder og kender rederne de skal beskytte. Maskinføreren kan ikke forventes at kunne vurdere om han forstyrrer for meget og i øvrigt passer han sit arbejde for NST. Men, man kan forvente NST benytter lokal biologisk viden gennem f.eks. DOF (det står side 1 i deres retningslinjer). Desuden opmærker jeg sortspættetræer i NST’s skove med et HT-mærke, hvilket herefter figurerer på NST’s ’Pas-På-Kort’. 
 
Naturstyrelsen havde ikke gjort brug af vores lokale viden om det pågældende ynglepars redetræ i år og timing. På tidspunktet for skovningen var den præcise timing dog endnu ikke kendt. Maskinføreren kunne 23.maj fortælle til Per, at sortspætten havde vist samme adfærd de to foregående dage med skovning (kraftigt brug af ’kliæh-kaldet’, der ofte betyder fuglen er urolig over noget) - han opfattede det ikke som tegn på forstyrrelse. Efter Per havde klaget til NST over forstyrrelsen blev skovningsmaskinen flyttet til andre opgaver i skoven. Per har modtaget svar fra NST herom. - Herefter kunne Per iagttage at sortspætten fodrede normalt, og at ungerne nu var godt 15 dage. Indtil dette senere blev kendt mere præcist havde det været rimeligt at enhver tvivl kom fuglen, NST skal beskytte, til gode. Desuden er fuglene individer - de kan indenfor og mellem par være meget forskellige mht. skyhed og hvad de kan tilpasse sig.
 
Det enkelte yngleforløb er netto 1½ måned og ligger typisk 10.april – 31.maj, hvor perioder er mere følsomme end andre.
 
Vi har opmålt at der blev skovet i 10-12 m høj ungbevoksning indtil 20 m fra HT-træet, men at maskinen kørte inde i HT-bevoksningen, hvor der med rødt mærke var anvist kørespor 15-18 m fra redetræet (se Per’s foto 1+3). Kvasbunker var lagt indtil 13 m fra redetræet. Iflg. NST foregik skovningen i sommertiden for at skåne den bløde skovbund.
 
Af de 31 arter, der har krav på NST’s redetræspolitik, er i Gråsten sortspætten måske den eneste art, hvor der var konkret kendskab til et redetræ i år?
 
Man kan spørge sig om det nytter noget at vi ornitologer holder opsyn med ynglefuglene i skovene og gør skovvæsenet opmærksom på forstyrrelser og hvor rederne er? Men det nytter i hvert fald ikke at lade være.
 
Man kan desuden spørge til betydningen af de 20 m som skovningsgrænse i retningslinierne, hvis maskinen samtidig gerne må have kørespor og kvasbunker UNDER de 20 m fra det redetræ, NST som ansvarlig arbejdsgiver skal beskytte? Det kan ikke være rimeligt at først en tilfældig mellemkomst som Per’s er det der får NST til at standse skovningen. NST skulle selv have overvåget sortspættens reaktion, da skovningen to dage før var begyndt i en tilsvarende bevoksning ca. 80 m på den modsatte side af HT-træet (billede 2 i baggrunden) og allerede da forstyrrede.
 
Efterskrift: Ved ringmærkningen af de to sortspætteunger 29.maj blev de bestemt til ca.26 dage gamle, hvilket var noget ældre end vores egne observationer 4.-23.maj havde tydet på. Så der havde været rigelig grund til at lade tvivlen om alderen komme sortspætterne til gode.
 
Hans Christensen & Per Bangsgaard 
 

Ynglepar af sortspætte 2019 Af Hans Christensen


I det gamle Sønderjyllands amt (de fire sønderjyske kommuner plus delvis Vejen kommune) og de sædvanlige 15 km nordligste Tyskland var der 18 ynglepar og 1 revirpar, en ubetydelig og måske tilfældig ’tilbagegang’. Ynglepar defineres som for havørn, dvs. at par med brugbar rede, men som ikke yngler, er revirpar. Definitionen på ynglepar er at der er fundet fast rugning, hvor testen som hovedregel er at den rugende fugl ikke kigger ud af redehullet i en halv time under din tilstedeværelse (tålmodighed kræves!)


Den nævnte ’tilbagegang’ var især i det tyske område, og generelt har der i nogle år været småt med yngel på tidligere kendte lokaliteter i grænseområdet ved Kruså. I 2019 var der derimod godt i Haderslevområdet, hvor også et ’muligt par’ er noteret (Styding skov). Efter selve yngletiden blev det også til et ’muligt par’ i Handewitt ved Flensborg, idet han og hun var tilstede fra sidst i maj, hvor der i april ikke havde været aktivitet, skønt hannen pga. sine farveringe kunne identificeres i maj med de foregående ca. 1½ år. I andre skove forblev en af sidste års ynglefugle u-parret, idet der ikke dukkede nogen ny mage op.


På Dofbasen er præcis de 17 danske ynglepar indmeldt, ligesom det tyske er indmeldt på ornitho.de. Vigtigst er dog at alle også er indmeldt til grundejerne. Herunder er forholdene i Natura2000fuglebeskyttelsesskovene indmeldt til Morten Bentzon i Miljøstyrelsen (5 nuværende Natura2000-områder, hvoraf Søgård skov er nyt): Sortspætten var ikke hidtil på EU’s udpegningsgrundlag for arten i nogen sønderjysk skov, men er det nu i fire af de fem områder. Nye redetræer mm er blevet markeret med HT eller ht, og i skrivende stund opdateres skovkort med disse nye træer, der så senere indgår i Naturstyrelsens ’pas-på-kort’.


På vedstående ynglekort fremgår også øvrige skove med en eller anden forekomst af sortspætter til midt i juni, som ikke kan tolkes som par, revirpar eller ynglepar i min forståelse. Man vil derfor se at Draved skov f.eks. kun har en enlig han, uanset der på Dofbasen er indmeldt op til tre sortspætter på samme dag af andre (tæller man tre obs forskellige steder i skoven som tre individer, uden at have set om/at det VAR tre forskellige?). Mange års viden og forskning har vist at sortspætter hurtigt bevæger sig rundt i større skovområder, der også kan være større end selve Draved skov og omfatte flere skove. Min konklusion bygger på at den enlige han langt hen mod 1.maj overnattede i et af to mulige sortspættehuller, og derfor ikke kan have ynglet, da det altid er hannen der i så fald ruger om natten – i det andet hul var iøvrigt rede af huldue.


Det er forventeligt at en ’enlig’ sortspætte i yngletiden vil opføre sig som ’territoriehævdende’, dvs. kvikald og tromme høres på tidspunkter, før og efter rigtige ynglefugle er stille. At de er så stille er også medvirkende til, at jeg visse steder som beskrevet må ’nøjes’ med mulige par.
I Lovrup skov og Vrå skov (ynglepar sidste år) blev der ifm. observationerne af en ’enlig’ sortspætte i april, i maj klatret rebstige til huller, der kunne være blevet til redehuller i 2019, men som viste sig ikke at være hakket færdige (ikke dybe nok). Uanset andres ’bedre’ obs står de skove derfor tilbage som skove med enlige sortspætter.


Kværs Granskov er efterhånden en klassisk ikke-ynglelokalitet for flere nabosortspætters fourageringstogter (op til 5-6 km regelmæssigt vil ikke være overraskende).


Under arbejdet med at finde ynglepar blev der vha. fuglenes farveringe også fundet et par interessante omflytninger. En tværs over Genner Bugt, en anden til Fyn (den sidste er omtalt på doffyn.dk).


Sidegevinster i de ca. 190 brugbare sortspættehuller: Allike 21 reder, huldue pt. 26 reder.
Andre sidegevinster i skovene: 1 grønspætterede, 3 duehøgereder med unger.

Ynglepar = blå prikker. Revirpar = rød trekant.
Tak til de fugle- og fotofolk der har hjulpet med observationer og ringmærkning af unger (46 unger i 15 af de 18 kuld der kunne ringmærkes)

Hvidskæggede terner ved Nørresø d. 14 maj. 
 
En melding på e-mail at der var dumpet hele 15 hvidskæggede terner på lokaliteten Nørresø ved Tønder skabte røre i ornitologiske kredse inklusiv mig selv.  Jeg var låst fast på arbejde den dag til kl.1530, velvidende om at Gert Lystrup Jørgen havde været på Nørresø og set fuglene tidligere på dagen. Jeg er normalt ikke den der køre langt for hits, men Tønder kan lige gå an. At gå glip af de usædvanlige mange hvidskæggede terner ville være sort øjeblik, så afsted med mig. Jeg kom dog lidt sent afsted og ingen meldinger om at fuglene stadig var i området gjorde mig lidt irriteret. Skulle jeg nu gå glip af endnu en sjælden fugl. Men heldigvis var fuglene stadig at finde ved findestedet.   De var lette at få øje på med deres sodgrå underside, den lysende kind, ret lyse korte og brede vinger Faktisk en meget flot kompakt terne. Der fløj to hvidskæggede terner udfor hvor jeg stod. Hele tiden frem og tilbage for at finde noget mad. De andre 13 fugle var ikke lige til af finde lige med det samme. Et underligt engsnarre-agtig eller frø-agtig kald hørtes hele tiden og jeg undrede mig hvor det kom fra.  Det viste sig at være de hvidskæggede terner der kaldte. Meget anderledes kald i forhold til de andre mere almindelige terner som fjordterne og havterne.  Længere henne til højre hvor jeg stod sad 2 andre ornitologer og kiggede på fugle. Og helt ovre på vestligste del af området stod finderne af fuglene. 
image1 
Der var masser af fugle at kigge på men ternerne var helt klart i centrum. Jeg syntes at fuglene var meget rastløse i det tidsrum hvor jeg var i området. Andre fuglekiggere havde tidligere set dem raste på en mudderflade hvor de sås næsten alle sammen. Det gjorde jeg dog også lidt senere. Lige pludselig var flokken næsten samlet i luften lidt længere henne mod venstre. De fløj et godt stykke oppe og kun en enkelt terne var ikke sammen med dem. Den fløj lavt over området. Senere delte flokken sig i småbidder og fordelte sig rundt omkring.  En helt igennem fantastisk oplevelse. Jeg kunne forstå at det var ganske enestående med så mange hvidskæggede terner på et sted og at det faktisk var DK rekord i antal af fugle på et sted.  
 
Næsten hvert år for man en antydning af noget er på vej, med hensyn til de hvidvingede terner. At en mere eller mindre invasion er på vej og så er man forberedt, men her var man fuldstændig uforberedt. Der var ikke noget der antydede at noget var på vej. Derfor var det også bare med at komme af sted fordi man vidste at ternene kunne fordufte lige så hurtig som da de kom. Og ganske rigtig dagen efter var de væk, men heldigvis fik man den oplevelse med. Det kunne være once in a lifetime obs. 
Dennis Langholz