Månedens fugl maj 2021

Rødstjert

I denne udgave af nyhedsbrevet vil jeg gerne fortælle om rødstjerten. Det er en smådrossel, og den er i familie med bl.a. rødhals, blåhals og husrødstjert. Rødstjerten hører til langdistancetrækkerne, ja, den lille fugl trækker faktisk helt nede fra områder syd for Sahara.

Hannen kendes nemt på den karakteristiske hvide pande, den rustrøde underside og den sorte maske. Selv om fuglen er lille (14 cm lang) er det altid den hvide pande, jeg lægger mærke til først. Hunnen er mere uanseligt beigefarvet, og jeg kender den på dens markant rød hale. Men pas nu på! Kigger du ikke godt efter, kan hunnen forveksles med hun af husrødstjert. Rødstjert-hunnen er den lyseste af de to.

                                  

De seneste år er der kommet mange flere rødstjerter til DK, og iflg resultaterne fra projektet Atlas III er fuglen at finde i hele landet, og den yngler i knap halvdelen af de 2.255 kvadrater (5x5 km) Det formodes, at klimaændringerne er en af årsagerne til artens vækst i Danmark, men i sidste ende er det jo fordi, den har gode ynglesteder og kan finde føde nok til parrets unger. Rødstjerten yngler helst i gamle løvskove og villahaver. Det er en hulruger, så i skoven er den glad for efterladte spættehuller, og i haver flytter den gerne ind i redekasser. Rødstjertens føde består af insekter og edderkopper.

Rødstjertens sang er med lidt øvelse ret genkendelig, og den beskrives tit som ”hiii-dy-dy-dy-dy”. Én høj tone efterfulgt af 4 til 6 lavere toner og kvidren / pludren som afslutning. Hør den iøjnefaldende fugls sang her:

https://www.google.com/url?q=https://www.fuglestemmer.dk/roedstjert/&source=gmail&ust=1620155166666000&usg=AFQjCNFTofe0wL-iuQdy7uaBMEyz7uvJRg">https://www.fuglestemmer.dk/roedstjert/

Mine oplevelser med rødstjerten som art begyndte i forbindelse med projektet Atlas III. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så en rødstjert og med sikkerhed kunne sige, at ”nu har jeg set en rødstjert.” Vi var taget til Mellerup, der ligger i hjertet af Sønderjylland. Her havde et travlt par bygget rede, og hannen sad ofte på et fodboldmål og sang lystigt. Når jeg ser en rødstjert i haver, sidder den også oftest fremme, så den er sikker på at blive både hørt og set.

Jeg har endnu den første i år til gode, men det kan ikke vare mange dage, før jeg har en i kikkerten.

Knæk og bræk samt pip-pip

Ole Tønder, Sønderborg, 3. maj 2021